Kunder siger om ArchiCAD og Graphisoft.dk
• United Art • Associerede Arkitekter 10 Marts 2010
I en tid hvor praktiseringen af arkitektfaget er underlagt særlige udfordringer, har tegnestuen • United Art • ASSOCIEREDE ARKITEKTER MAA, set det som naturligt men også særlig vigtigt, at forædle og fastholde den rolle vi har som del af et team af fagfolk der kommer på banen når en idé skal udmunde i et byggeprojekt.
Standardisering, effektivisering, tidsminimering, internationalisering og mange flere –inger, er afgørende konkurrenceparametre som ikke entydigt sikrer brugeren et vellykket resultat.
Samtidig er byggeri anno 2010, i langt højere grad end tidligere, genstand for juridiske manøvrer der ofte kræver mere af parterne end selve byggesagen uden på nogen måde at bevirke højnelse af hverken brugerglæde, æstetik, kreativitet , kvalitet eller god håndværker- tradition.
Arkitektens rolle er, udover at formgive med udgangspunkt i brugerbehov, at binde alle de - til virkeliggørelsen af et givet byggeprojekt – mere eller mindre indviklede fagdiscipliner sammen til et hele så brugerne kan efterlades de bedst mulige rammer at fylde liv i.
Denne rolle er som oftest både krævende, uoverskuelig og tit usynlig og således som regel utaknemmelig svær at få honoreret. Men der er ingen vej udenom – et færdigt hus er andet end de overflader man ser og alle knudepunkter skal være løst for at det kan udråbes som vellykket.
Hvor vi tidligere sad flere mand på samme sag og tegnede ”rigtige tegninger” med snor lineal, trekanter og fine penne, sidder hver mand i dag foran skærmen og bakser med filhåndtering, programefteruddannelse, byggeweb & internationalisering, byggejura m.m. på en måde der sjældent resulterer i en arbejdsdag med synlig tilfredsstillende produktion og lykkelig, faglig følelse.
Derfor er vi konstant på udkik efter værktøjer der kan forenkle og dermed effektivisere den del af vor arbejdsindsats, der skal præsteres i forbindelse med et byggeri.
Ikke for at ”være med på det nyeste”, men for at rationalisere tidsforbruget i en sag og sikre kunden mest mulig tid til opfindsomhed og visualisering af smukke løsninger med gennemtænkte detaljer der alle indordnes i en klar og samlet helhed.
Undervejs fra hovedlineal over snoretræk og tegnemaskine til dagens computerproducerede tegninger, har vi haft mange år med forældede cad-programmer, konverteringsproblemer og uoverskuelig filhåndtering. Den evindelige computer-religionskrig mellem pc og styresystemet fra Apple, som vi i alle år har brugt, primitive 3D-programmer som ikke kunne sammen med 2D-software. Beskrivelsestransformeringsudfordringer o.l, medførte at man reelt sad og klippede og klistrede op til afleveringer, for med sved på panden, at slutte af med scanning og komprimering for så at håbe på det bedste. Utallige gange har tegninger vist sig på anden måde i tryk end det tiltænkte. Utallige gange har usikkerheden omkring om modtager nu også ”kunne åbne filen” naget os som projekterende og forstyrret nattesøvnen. Utallige telefoner og ubeskrivelig tid er brugt på genfremsendelse af dette og hint – evindelige ØV & ærgrelser med brok og misforståelser til følge. Alt i alt dårlig kundepleje! Spild af tid - tid vi skulle have haft til at dyrke helhed og detalje til brugernes bedste og almindelig højnelse af arkitekturen omkring os.
Programmet ArchiCad har endelig givet os den længe ønskede mulighed for i et og samme program, at tilvejebringe overblik over samtlige knudepunktsløsninger i et projekt hvor planløsninger, valg af teknik og materialer reelt ses som forskellige sider af samme sag vel at mærke indenfor samme fil.
Omsider har vi opnået at have mulighed for at ”udgive” lige hvad der ønskes eller spørges om i det view eller mål der bedst beskriver situationen, uden at gå ud af programmet.
En stor og sandsynlig årsag til fejl og mangler inden projektering er således ryddet af banen og kræfter derved frigjort til raffinering, forbedring, visualisering og timing – alt sammen noget der gør faget ”sjovere” at praktisere og som når alt skal gøres op, kan være med til at sikre alle byggeriets parter et vellykket resultat og dermed udgøre rygrad i det teamwork der skal give eftertiden gode fysiske rammer at leve under og i.
Selvfølgelig har vi tre ”gamle” arkitekter i United Art, gennem de snart 20 års virke, vænnet os til evig omstilling og konstant opgraderingsbehov. Det undgår vi selvsagt ikke bare fordi vi har investeret i licenser til nye værktøjer på tegnestuen og vi skal indrømme at omstillingen til nyt tegneprogram har krævet mange timers uhonoreret arbejde og vi har, som det ser ud nu lovet hinanden, at dette bliver det ”sidste program vi skal lære”.
Vi er derudover glade for den nærhed og menneskelighed der virker til at være mellem programudviklere og brugere med Graphisoft på Strandlodsvej som medspiller på supportområdet.
Stein Hagen
United Art
Arkitektfirmaet Stevns 28 Januar 2010
Jeg brugt Autocad siden 1987 så det var med skepsis, at implementere nyt tegneprogram på tegnestuen, men jeg må sige, at det ikke har voldt store problemer, at tilvende sig Archicad. Programmet er et rigtig dejligt værktøj for mig, som arkitekt, da overgangsfase fra skitseforslag til projektering er et sammenhængende flow. Ved at man hele tiden kan se projektet 3 dimensionalt betyder det at man ikke fraviger skitseforslaget og stadig bibeholder de oprindelige tanker og design.
Som man kan se på vedhæftet tegninger er der ingen problemer i, at detailprojektere og ydermere får man automatisk døre- og vindueslister med opstalter åbningsretninger m.m. som refererer til plan med id-markering. Lige meget om man retter i snit bliver tegninger i plan og facader m.m. også automatisk rettet!
Til sidst skal det nævnes, at der ikke er nogen problemer med, at kommunikere med ingeniører, som bruger Autocad. Der er en dejlig funktion i Archicad som hedder Publish. Her kan man automatisk generere et tegnings sæt i dwg-filer, som uden videre kan sendes og bruges af Autocad- brugere!
Arkitektfirmaet Stevns kan varmt anbefale andre tegnestuer, at bruge Archicad, som tegneprogram både til skitsefasen og i projekteringsfasen.
Med venlig hilsen
Jens Stevns
Juul og Frost 15 Januar 2010
I 2006 begyndte JUUL | FROST overgangen fra 2D CAD til BIM. Efter en grundig afprøvning af database-baserede BIM-programmer på markedet, valgte vi at tegnestuen på sigt helt vil udfase AutoCAD LT til fordel for Archicad.
Overgangen er endnu ikke afsluttet, da der stadig er mange opgaver der helt eller delvist bliver tegnet i 2D CAD - bl.a. p.g.a. klienter eller medrådgiveres ønsker. En del opgaver lever på tegnestuen som BIM-projekter, selv om vi kun afleverer og udveksler 2D CAD (som DWG- og PDF-filer) med bygherre og medrådgivere. Dette sker ud fra en erfaring om, at vi kan levere et bedre resultat, med færre fejl, hurtigere, når vi tegner i BIM. Derudover får vi en masse fordele, som f.eks. konstant opdaterede visualiseringer af hele projektet - uden ekstra arbejde.
Der er endnu ikke kommet så meget gang i BIM-udveksling mellem rådgiverne i Danmark. Men staten og de store danske entreprenører har allerede fastlagt en fælles standard for hvordan dette samarbejde skal fungere, som er beskrevet i "Det Digitale Byggeri". Grundstenen i dette samarbejde er det fælles fil-format, IFC, som sikrer at rådgiverne kan arbejde med hinandens modeller, uanset hvilken software de hver især benytter. Archicad er nok det BIM-program på markedet, som i dag er bedst til at arbejde med IFC-modeller, hvilket allerede nu giver en stor tryghed for tegnestuen, når vi vurderer det ansvar vi har for modellens kvalitet.
Et godt eksempel på effektiviteten ved at projektere i BIM er et af vores boligprojekter, Kvarteret Nils, i Malmö. Det består af 105 lejligheder og butikker, fordelt på 10.000 m2 over 9 etager. Projektet er skitseret og projekteret i Archicad og er for nyligt afleveret som myndighedsprojekt. Et projekt af denne størrelse bliver udarbejdet af én medarbejder i én database-fil, på trods af at der er produceret et utal af planer, snit, opstalter (med skyger og facadetegl), 3D-skitser og princip detaljer. Arealoversigter, dør- og vindueslister og rumlister genereres direkte fra 3D-modellen. Detaljer 1:20 og mindre tegnes i Archicad-filen som 2D, men på et præcist grundlag fra 3D-modellen, og med dynamiske henvisninger til 3D-modellen. Hele projektet hænger sammen i et samlet "workflow", hvor enhver ændring af projektet, øjeblikkeligt slår igennem hele tegningsmaterialet. Det er derfor denne projekteringsform er tidsbesparende og nedsætter risikoen for fejl i tegningerne.
Tegnestuens BIM-kompetencer forøges hele tiden. I vores første BIM-projekt - hovedsædet for MAXbank i Næstved - valgte vi at 2D-detaljerne skulle tegnes selvstændigt i AutoCAD LT, så vi ikke satte for mange skibe i søen på én gang. Grundlaget var DWG-tegninger eksporteret fra Archicad, hvilket fungerede fint, men da vi gerne vil høste fordelene ved at projektere i BIM, har vi efterfølgende valgt at lave mest muligt i Archicad. - Det betyder at tegnestuen bl.a. bruger Archicad til tidlige skitse-forslag, volumenstudier, byplaner, soldiagrammer, 3D-modellering udover almindelig projektering.
Gennem den tid vi har brugt Archicad hos JUUL | FROST har programmet også udviklet sig. Der er kommet mulighed for at indsætte ingeniørens rørføring i arkitekt-modellen via det lille tillægsprogram MEP-modeller. Et andet tillægsprogram er ECOdesigner, der på få sekunder kan anslå projektets årlige energiforbrug og CO2-footprint, hver gang projektet ændres - isoleringsgrad, vinduer eller tagudhæng skifter form - kan man få et revideret overslag over energiforbruget og dermed optimere bygningens grønne profil. Den seneste opdatering til Archicad er en integreret BIM-server, der giver et meget smidigt samarbejde, når flere af vores arkitekter arbejder på samme projekt og dermed deler samme fil. Projektet kan tilgås fra tegnestuen eller over internettet hjemmefra, og hver gang modellen ændres kan brugerne opdatere deres visning til at inkludere de nye ændringer. Vores flydende licenser til Archicad betyder, at alle computere på tegnestuen har programmet installeret (både på Windows og Mac), mens vi kun betaler for et maksimalt antal samtidige brugere - om de sidder på tegnestuen eller koblet op over internettet. Dermed bliver investeringen i ny software overkommelig selv i disse tider.
Der er mange årsager til, at vi føler os helt sikre i vores valg af at arbejde i BIM og vores valg af Archicad, og vi ser frem til i fremtiden at få flere muligheder for at have BIM-projekter der spænder på tværs af hele byggeriet og alle fagene.
Venlig hilsen
Thomas Graabæk
JUUL | FROST arkitekter a.s
By-, Bygnings-, og Landskabsarkitekter
Bønnelycke MDD 01 Januar 2010
Archicad har været implementeret i Bønnelycke MDD i snart 2 år. Med tidens teknologiske skift til 3D projektering og hele branchens begyndende retning mod normerne i Det Digitale Byggeri, er vi på rette kurs.
Archicad er for os blevet en platform for processens forløb i et projekt. Fra skitsefase til udførelse er vi i stand til at samle referencer og ressourcer ét samlet sted – i én bygningsmodel.
Denne arbejdsgang betyder først og fremmest at vi er i stand til at reagere hurtigt på praktiske problem-stillinger igennem hele forløbet og at vi kan håndtere ændringer helt ind i byggefasen uden at miste den overordnede helhed og struktur. Særligt i indretnings og renoveringsprojekter er dette en kæmpemæssig force.
Objektteknologien i Archicad er et andet fokuspunkt for os.
Vores egne lampe- og møbeldesigns kan bruges i vores projekter let og overskueligt med de rette egenskabsdata. Objekterne indgår og interagerer med resten af bygningsmodellen i automatisk optælling og mængdeudtræk.
Venlige hilsner
Henrik Bønnelycke